Provence - le bon Repos nr. 27

            

I vinteren 2005-2006 fik vi mulighed for at købe sommerhuset ved siden af nr. 28. Vi har istandsat det og bl.a. lavet et dejligt udekøkken og en øvre og nedre terrasse.  Haven er et lille paradis med mimoser, nerier, vilde fresier, lavendler, palmer og citron- og appelsintræer. Der er den smukkeste udsigt over Valcrosdalen og Côte d' Azur. Vi synes, det har den bedste beliggenhed i Sydfrankrig.

.

 I sommerhuset er et soveværelse med udsigt til Valcrosdalen, hvor man er garanteret en fredfuld ferie og kan nyde duften af Provence. I soveværelset er der en dobbeltseng, hems med endnu en soveplads. Badeværelset er funktionelt indrettet med toilet og bruseniche samt en dejlig udsigt over dalen. Der er separat toiletrum. På hemsen  i stuen endnu en dobbeltseng og en barnesoveplads. Der er desuden en sofa i stuen. Fra en lille mellemgang, som har et stort klædeskab (her er også strygebræt, strygejern, støvsuger), er der indgang til badeværelset. Når man står i badet, er der en herlig udsigt til bjergene.

  

Stuen med dobbeltsofa er indrettet med køkken med køleskab/fryser, varmluft/grill ovn, opvaskemaskine, mikrobølgeovn. Der er mange gode romaner, kogebøger, rejsebeskrivelser og kort på reolen i stuen. Man behøver ikke kede sig i sommerhuset i Provence.

    

På den øverste terrasse er der indrettet udekøkken med vask og vaskemaskine. Der er en webergrill og afsætningsbord. Der er teaktræsmøbler og solvogne med behagelige hynder. Fra havebænken kan den smukke solnedgang nydes med et glas køligt hvidvin.